Om at tro på sig selv som mor eller far

03-09-2012

Når vi bliver forældre har vi de bedste ønsker og ambitioner for vores børn. I de senere år er det næsten blevet vanskeligere, det er som om usikkerheden er blevet større i takt med, at vi rent faktisk ved mere om, hvad der skal til.

Unge forældre er, fra de overvejer overhovedet at få børn, genstand for et hav af informationer som aldrig før. Der er bunker af litteratur, massser af blade om at være gravid og forældre og på nettet er der uendelige muligheder, blandet andet her.

Min pointe er, at det simpelthen er blevet alt for meget. Unge forældre er så fyldt med information, at de bliver usikre og glemmer det vigtigste, at lytte til sig selv og deres egen intuitive forståelse af deres børn og af det, at være forældre.

Da jeg var barn og ung, var det en naturlig del af min opvækst at passe børn, se efter mindre søskende, passe andres børn fra jeg var ca 12-13 år og efterfølgende som et fritidsjob. Mine søskende og jeg blev passet nogle timer om eftermiddagen af naboens datter, vi elskede hende og jeg kan stadig mærke duften i hendes hule i deres kælder og huske de frugttræer, vi måtte gå på rov. Da jeg blev mor for første gang dom 21-årig var jeg bestemt usikker, men jeg vidste alligevel en del om, hvad der var op og ned på det lille barn. Vi turde dengang i højere grad tro på, at vi nok skulle lære det, det var og er jo bestemt til at være sådan, at man kan varetage de børn, man bringer til verden. Vi begik ganske sikkert mange fejl og vi søgte hjælp her og der, men vi troede mere på os selv som forældre.

Institutionaliseringen af børns opvækst er et stykke af vejen en god ting og nødvendig, men igennem de sidste generationer er børns opvækst blevet ekspert-område. Der er altid pædagoger og lærere, der har tilbragt mere tid med børnene end deres forældre og som er uddannede til at vide en masse om børn.

I denne udvikling er forældres ejerskab af ekspertisen på forældreskabet gået tabt. Unge forældre tror ikke på deres evne til at være de bedste, de nærmeste eller på at de er de allervigtigste.

Ikke desto mindre er det sådan, det er: Forældre er de nærmeste og vigtigste i børns liv og dem, der ved bedst! Selvfølgelig er der områder og problemer, som det er indlysende at søge hjælp til, men faktisk er den dygtigste ”hjælper”, uanset faggruppe, den, der giver forældre ejerskabet og ekspertisen tilbage og kun supplerer med deres viden og støtte.

Man begår mange fejl som forældre, uanset hvordan livet former sig, det må man stå ved og det er godt nok, når bare man hele tiden tager ved lære. Det er så vigtigt at give sig tid til at mærke, hvordan man har det med sig selv og sine børn og se på det, inden man går ud i verden og tager viden til sig. Enheden forældre- børn er unik, I er de nærmeste og vigtigste for hinanden.

Forleden så jeg i en TV-reklame, at en bank opfordrer til en ”værdi-samtale” og som begrundelse fulgte billeder netop af sammenbragte familier med særlige økonomiske behov. Fænomenet bankrådgiver giver i forvejen anledning til et falsk indtryk af en person, der i virkeligheden bare er en sælger, men dette set-up med ”værdi-baseret” rådgivning er for mig den ultimative ydmygelse og slåen plat på menneskers evne til at tænke selv.

Så sluk nu PC`en og giv dig fred til at mærke efter og tænke over, hvilken far eller mor du er og måske gerne vil være. Så kan du altid tænde igen og se, om der på Delebarn.dk eller andre steder skulle være et godt råd hist eller her, som du kan bruge – på din måde!

Kærlig hilsen

Anette Albeck

 


Kategori: Anettes tanker
Psykolog Anette Albeck | Sankt Knuds Vej 10B, 1903 Frederiksberg C  | Tlf.: 22 78 70 13