Forårs melankoli

19-03-2014
Vi går rundt i bælgmørke i 4-5 måneder af året og hvert år er det et vidunderligt mirakel, at lyset vender tilbage.Vi længes efter det, kommer ud af bjørnehulerne og strækker os mod lyset, ligesom planter.

Med foråret følger en masse forventninger om at være glade, udrette noget, vise sig frem og side udenfor i solen. Pudse vinduerne, lufte bare ben, gøre en masse ved haven eller altanen eller havd man nu har og først og fremmest: Vær glad og nyd det!

Mange kan bare det der med at omstille sig med lyset, men andre har det faktisk svært med det. Hvis man har det skidt, er trist eller bare melankolsk og indadvendt har man brug for tid til denne her herlige omstilling. Man kan ikke lige følge med i farten og bliver måske endnu mere ked af det og utilfreds med sig selv , når nu alle andre har det så fint, går rundt med smil på læben, glade i låget. Hvorfor ikke jeg?

Nogle mennesker har brug for god tid til denne omstilling, serotoninen og alle hormonerne skal lige op at køre og kræver lidt mere opladning. Det er rigtig vigtigt at anerkende det, hvis man har det sådan og prøve at undgå at kæmpe for at få en fryd frem, som man rent faktisk ikke føler. Det opleves rent faktisk som mere vanskeligt at være trist om foråret end i mørket om vinteren, simpelthen fordi de hensyn, man har behov for, er lettere at tage om vinteren. Der er det legalt at gemme sig indenfor og måske bruge en tid på det, man kan lide og som ikke kræver så meget. Om foråret bliver det så skarpt og synligt, at man ikke når op til alle de gode mål om at være ”på”, i form, se alle folk og have styr på sit liv.

Jeg hører selv til de langsomme, der bliver helt mat af at se på al den energi og har en følelse af ikke at få det hele med, ikke at kunne nå det. I min klinik oplever jeg mange, der har det på samme måde. Vi skal nok nå det alt sammen, men må anerkende, at lyset og foråret skal komme både udefra og indefra og at processerne skal smelte sammen, når vi er parate til det.

Glædeligt forår!!

Kategori: Anettes tanker
Psykolog Anette Albeck | Sankt Knuds Vej 10B, 1903 Frederiksberg C  | Tlf.: 22 78 70 13