Børn, unge, skole og dårlig trivsel

03-09-2015
Hverdagen er igen i fuld gang, også for skolebørn og unge i gymnasierne.

I min praksis møder jeg mange børn og unge , som er ved at gå til i egne og i sidste ende samfundets ambitioner om at være perfekte, effektive, kloge og kompetente på alle måder.
I folkeskolen måles børnenes niveau for indlæring med jævne mellemrum. Dette har et pædagogisk formål, men i høj grad også et kontrolmæssigt, nemlig at tjekke lærernes og børnenes præstationer.
Samlet set lander diverse data i en statistik, der giver et billede af den enkelte skole, som man så enten kan glæde sig over eller forsøge at ændre på. Sjældent hører jeg, at børn har en oplevelse af, at en svag præstation eller lav scoring i en prøve udmunder i en hjælpende indsats, det er der ikke tid til, resultatet bliver i stedet, at barnet oplever mindreværd og dermed er mindre motiveret og læringsparat.
Hvis børnene skulle kunne bruge dette tjek til at regulere egen indsats, skulle vi hen i en helt anden pædagogisk verden, end den folkeskolen typisk er i dag.

Jeg møder børn, der er magtesløse , trætte og ensomme i deres liv i skolen. Heldagsskolen har ikke gjort det nemmere, lektiecafeerne fungerer ikke, så der er masser af lektier, når man kommer hjem sidst på eftermiddagen og ingen tid til fritidsinteresser og venner i hverdagen, for ikke at tale om familien.

Allerede fra 7. klasse begynder børn at spekulere over 9. klasse og den eksamen, de forhåbentlig skal i gymnasiet med.
9. klasse er ikke raket-videnskab, det er ude af proportioner at være bange for niveauet der allerede fra 7. klasse. Lærerne er pressede , på samme måde som eleverne, via diverse målinger, det er skruen uden ende.
Det er som om 12-skalaen har gjort stræberiet værre. Der gives rigtig mange 12-taller, i den gamle 13-skala var det nærmest umuligt at få topkarakteren 13, 11 var en sjældenhed og 10 var for den sikre, rutineprægede præstation. Nu er det 12-tallet, der er unuanceret dækkende for toppræstationen og det er den, man går efter .
I gymnasium skal alle unge, uanset hvad. Der er mange typer af gymnasial uddannelse, det ved jeg godt, mere eller mindre boglige, men hvorfor skal alle den vej? Uddannelsessystemet er efterhånden mere og mere ensporet og presset om at få uddannelse på så kort tid som muligt et kæmpestort.

I min praksis kommer ofte unge i gymnasieårene lige omkring den periode, hvor de skal aflevere de store projektorienterede opgaver, som de er ved at gå ned på. Kravene er tæt på universitetsniveau vedrørende refleksion og formatet i opgaverne. Man har fri fra skolen og skal selv tilrettelægge sin tid, sådan lige pludselig. Ofte forudsætter arbejdet med opgaven, at forældrene både har forudsætninger for og masser af tid til at hjælpe. I øvrigt skal unge i gymnasiet finde sig i, at der gives lektier og opgaver, der skal være klar fra den ene dag til den anden, hvem i samfundet finder sig i det? Og hvorfor arbejder lærerne på den måde, det må der da nemt kunne ændres ved.

At være lærer er verdens bedste og hårdeste job! Særligt i en tid som denne! Blandt mine klienter møder jeg også jævnligt lærere, der ikke trives og får angst, depression og stress.

Det er alt sammen ”samfundets skyld”, det er i sidste ende politik, vi taler om. Private skoler dukker op som paddehatte og hvor er der mange beviser på, at det kan gøres meget bedre for børnene der!

Mine børnebørn går på Hillerød Lilleskole, et fantastisk sted blandt mange! Det var slet ikke et valg, de gik på kommuneskole, en kæmpestor med 1200 elever, ny og med alle faciliterer, et helt palads.
Men det er ligegyldigt med de fysiske rammer, i sidste ende. Især den ældste trivedes slet ikke, han har nogle vanskeligheder og behov for rum og forberedelse. I løbet af et skoleår er han blomstret helt op, kan for første gang i sit 6 år lange skoleliv lide at gå i skole. Hans søster, der klarede de forhold, der var, på bedste måde, var med på besøg et par gange og ville så meget nødig gå i den store skole mere. Nu går lillesøster der også, det er nærmest en familieskole, også os bedsteforældre føler os hjemme, når der er arrangementer.Hvem der bare var barn sådan et sted!

Glæden ved at lære er prioriteret højt, der er masser af spændende projekter, hvor man kan være med på flere niveauer, hele skolen kan omdannes efter fælles temaer i Stor-rummet. Ved sommerafslutningen var der teater, hvor samtlige 150 elever medvirkede i forskellige grupper og familie og venner sad tæt sammen og det var få fint!
Hvis man er bagud med matematikken, tager man en måned og så laves der ellers matematik for alle pengene over det hele, på alle måder! Det lille miljø og focus på den enkelte er kernen til trivsel!
Men det er dyrt med private skoler og vores folkeskole er for alle.Vi må lære at oversætte de værdier, man finder i de små skoler til de store skoler, gøre dem mindre, lave afgrænsninger, fysisk og psykisk, simpelthen og lade lærerne sammen med forældre og børn definere hverdagen på alle de områder, hvor det er muligt - samtidig med, at læring er i højsædet.

Børn har brug for krav og struktur for at vokse og udvikle sig, ingen tvivl om det. De har også brug for selvtillid og kærlighed og tro på, at de er gode nok, at man ikke skal kunne det hele. De har brug for pauser i en travl tid, for nærværende voksne, der har tid til at være sammen med dem og senere ved siden af dem, mens de går den vej, de skal og gerne vil.
Som jeg har skrevet tidligere her på bloggen, så er der mange forældre, der ikke tør tro på sig selv og mærke det, de føler, er rigtigt for deres børn.Men det er det, der skal til. Stå ved jeres børn og gå efter det, I mener og føler er rigtigt - og bring det videre til lærerne, de kan kun handle, hvis det kommer fra jer. Stil krav til barnets hverdag om kvalitet , stabilitet og ro. Også selv om det synes at være langt væk.
Autoritetstro , at stole på systemet som det er nu, går ikke. Stol i stedet på jer selv og jeres barn og de værdier, I har. Tal med andre forældre, giv børnene tidligere fri, hvis de har behov for det.Eksperimenter lidt med tingene, træf de valg, der trods alt er. Man skal lære at lære og det kræver, at man tror på sig selv.
Det er vores eget arbejde, at tage vare på, at vi i bund og grund er sunde, stærke og fulde af gode kræfter i en verden af modsætninger og svære vilkår.
Jeg vil naturligvis altid gerne hjælpe, når situationen er gået i hårdknude. Ofte består hjælpen i, at løfte sløret for alle de ressourcer, der virkelig er, både hos børn, forældre og lærere, det er stort, livsbekræftende og tankevækkende.

Kategori: Anettes tanker
Psykolog Anette Albeck | Kvægtorvsgade 1, 1710 København V  | Tlf.: 22 78 70 13 | psyk@anettealbeck.dk